I N D K A L D E L S E
ORDINÆR GENERALFORSAMLING
SØNDAG DEN 15. juni 2025 kl. 10.00
Generalforsamlingen afholdes i ”B Bygningen” i Musikhuset, Melbyvej 134, 3370 Melby.
Generalforsamlingen indkaldes med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Regnskab for 2024.
4. Budget for 2025 samt fastsættelse af kontingent for 2025. Bestyrelsen foreslår uændret
opkrævning, dvs. årligt 1.200 kr.
5. Forslag.
Bemyndigelse til bestyrelsen til at disponere op til anslået ca. 50.000 kr. på etablering af
yderligere vejbump på Præstelodsvej i henhold til forslag fremsat af Berit Mathiasen,
Præstelodsvej 7, samt bemyndigelse til at indgive ansøgning om nedsættelse af hastigheden på
grundejerforeningens veje.
6. Valg:
– Valg af bestyrelsesmedlemmer:
– Anika Lydø Nylander, Siriusvej 15, genopstiller.
– Martin Holm, Siriusvej 4, genopstiller.
– Valg af bestyrelsessuppleanter for 1 år:
– Valg af revisor og revisorsuppleant:
o Revisor Trine Degenkolv Andersen, genopstiller.
o Revisorsuppleant Daniel Orth, genopstiller.
7. Eventuelt.
Regnskab for 2024 samt budget for 2025 fremlægges samtidig hermed.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skulle i henhold vedtægterne have være indgivet
skriftligt til bestyrelsen senest 1. marts, jf. herved § 9, stk. 3, og indkomne forslag er optaget i dagsordenen.
Medlemmer, der endnu ikke er tilmeldt mailingliste til modtagelse af meddelelser og indkaldelser m.v.,
opfordres til at tilmelde sig på foreningens hjemmeside, www.plgf.dk.
—–oooo0oooo—–
BERETNING:
Bestyrelsens virksomhed består i det væsentlige i vejvedligeholdelse, afvikling af generalforsamling,
besvarelse af henvendelser fra henholdsvis ejendomsmæglere ved salg og fra medlemmer samt i øvrigt at
påse at grundejerforeningens regler bliver overholdt.
Året 2024 har ikke adskilt sig fra tidligere år hvad angår dette, og bestyrelsens mødeaktivitet har i lighed
med tidligere år begrænset sig til ét bestyrelsesmøde, idet opståede sager herunder løbende bliver
behandlet og ekspederet ved mailkorrespondance.
Med hensyn til vejvedligeholdelse har der i året været udgifter for knap ca. 150.000 kr.
Bestyrelsesmedlemmet Martin Holm er ansvarlig for vejvedligeholdelse og gennemgår 2 gange årligt
vejene sammen med foreningens vejentreprenør med henblik på at afgøre, hvor der skal sættes ind med
vedligeholdelse og eventuelle forbedrende tiltag.
Udgiften til vejvedligeholdelse er langt den største udgift i foreningens økonomi, og som det fremgår af
regnskabet for 2024, balancerer indtægter og udgifter ved en udgift til vejvedligeholdelse på ca. 150.000
kr., når man ser bort fra, at der i året har været en renteindtægt på ca. 15.000 kr. af de opsparede
indestående midler i foreningen, hvorved der er opnået et overskud på ca. 21.000 kr.
Hvis der fremadrettet skal være midler til vedligeholdelse og forbedringer, er man følgelig efter
bestyrelsens opfattelse nødsaget til at fastholde nuværende kontingent på årligt 1.200 kr., da man ellers
risikerer, at opsparingen hurtigt forsvinder.
Det er bestyrelsens opfattelse, at der ved det nuværende niveau er en nogenlunde balance som tillader
løbende nødvendig vedligeholdelse og øvrige forbedrende tiltag, uden at der dog derved er midler til at
egentlig renovering og asfaltering af asfaltveje, hvilket vil kræve en særskilt større indbetaling fra
medlemmerne.
Foranlediget af herom fremsatte ønsker på forrige generalforsamlinger har bestyrelsen i det forgangne år
nu taget handsken op og rettet henvendelse til et firma med henblik på at få et tilbud på etablering af
yderligere vejbump på Præstelodsvej, hvor der er meget trafik og ofte bliver kørt alt for stærkt området og forholdene taget i betragtning.
Etablering af vejbump og trafikregulerende foranstaltninger er en mere omfattende proces end som så.
For det første vil det skulle vedtages på en generalforsamling, og derefter vil det skulle forbi kommunen til godkendelse. Vejbump og chikaner i øvrigt er afpasset den tilladte hastighed på vejen, og hvis man
også har ønske om at hastigheden bliver sat ned, så vil politiet også skulle ind over sagen, og bestyrelsen
vil i den sammenhæng skulle kunne henvise til en generalforsamlingsbeslutning herom, hvorfor det herom fremsatte forslag. Bestyrelsen har som nævnt nu igangsat en proces med henblik på at få mulighed for at få vejbump, og vil indhente flere tilbud på udførelse heraf, hvis generalforsamlingen stemmer for forslaget.
Skraldespande i rabatter. Det er ikke tilladt at henstille skraldespande i vejrabatten. Selve vejen har en bredde på 4 meter, og der er så 2 meter rabat på hver side af vejen. Skraldespande skal til enhver tid
placeres på egen grund. Vejrabatter henhører under foreningens ejendom, og skal være ryddet af hensyn
til gående og kørende trafik, der skal kunne passere. Skraldespande pynter heller ikke ligefrem på området. Tilsvarende gælder det i øvrigt også, at bevoksning ikke må vokse ind på rabatten.
Bestyrelsen har i løbet af året omdelt henstillinger om at fjerne skraldespande fra rabatter, hvilket dog
ikke har haft den ønskede effekt, og bestyrelsen gør fortsat en indsats for at få ryddet rabatter for
skraldespande.
Trærydning. Det er ikke tilladt at foretage træfældning i grundejerforeningens område uden at der
foreligger en gyldig grund. Der er på grundene i grundejerforeningen tinglyst en servitut, som siger, at
trærydning kun må ske i mindst muligt omfang af hensyn til naturskønheden i området.
Grundejerforeningen og dermed bestyrelsen er påtaleberettiget i forhold til servitutbestemmelsen, og
bestyrelsen har da også igennem årene påtalt, når der synes at være sket trærydning uden gyldig grund og bestyrelsen enten har været gjort opmærksom herpå eller selv har opdaget at det er sket. Sjovt nok har
”synderne” altid en god forklaring og en ”særlig” begrundelse for, hvorfor netop de har været nødsaget
til at fælde træer. Derfor gøres der herved opmærksom på, at der ikke må fældes træer, blot fordi man
ønsker at forøge lysindfaldet på grunden, eller fordi træer er blevet for høje eller omfangsrige.
Servitutbestemmelsen indebærer, at området skal fremstå som en skov, og bestemmelsen indebærer, at
bestyrelsen kan pålægge grundejere, som uden gyldig begrundelse rydder for træer, at retablere og
genplante, og det med træer, der i størrelse mest muligt svarer til de træer, der er fældet. Nye medlemmer modtager sammen med en velkomst til grundejerforeningen information om servitutbestemmelsen, så man også herigennem får en direkte information, hvilket gerne skal forhindre at der bliver fældet, fordi man ikke har kendskab til reglerne. – Omtalte servitutbestemmelse er i øvrigt tilgængelig på foreningens hjemmeside, plgf.dk.
På sidste års generalforsamling blev der fremsat ønsker om, at der bliver sendt besked ud til medlemmerne om fristen for indgivelse af forslag, og at der på generalforsamlingen er mulighed for at få udleveret papireksemplar af regnskab, og bestyrelsen har derfor i år sendt besked ud om frist for indsendelse af forslag, og vil til generalforsamlingen medbringe regnskab i papirformat.
I forbindelse hermed har foreningens sekretær, Anika Lydø Nylander, og fået ryddet op i mailadresser.
Foreningen har ingen medlemsadministration, da opkrævning af kontingent sker via kommunens opkrævning af ejendomsbidrag, og det er derfor op til medlemmerne selv at sørge for at tilmelde sig på
hjemmesiden, plgf.dk, så man modtager indkaldelse til generalforsamling m.v. Sidste år var der flere, som ikke havde modtaget indkaldelsen, selv om de var tilmeldt, hvilket der gerne nu skulle være rettet op på.
HUSK:
– Skraldespande hører ikke til i rabatterne
– Rabatter skal ryddes for bevoksning, og træer skæres til, så de ikke hænger ud over
vejen og skraldebilerne kan færdes uhindret
– Trærydning må som udgangspunkt ikke finde sted
– Brug af maskiner, græsslåningsmaskiner, motorsave m.v., må ikke ske hverdage/lørdage efter kl. 20 og søn- og helligdage efter kl. 12
– Tilmeld dig på foreningens hjemmeside: plgf.dk, så du modtager info
Med venlig hilsen
P.b.v.
Jens Larsen