Referat af Generalforsamling i 11. september 2022

Referat af Generalforsamling i Grundejerforeningen Præstelodden 11. sept. 2022 kl.10 i Melbyhallen.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab for 2021
  4. Budget for 2022 samt fastsættelse af kontingent for 2022
  5. Forslag
  6. Valg
    1. Formand
    2. 2 bestyrelsesmedlemmer (for 2 år)
    3. Bestyrelsessuppleanter (for 1 år)
    4. Revisor og revisorsuppleanter (for 1 år)
  7. Eventuelt

Ad 1. Formand Jens Larsen blev valgt til dirigent. Han indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt med mindst 14 dages varsel (ved oplysning på hjemmesiden samt i år desuden ved husomdelt indkaldelse på print) og beslutningsdygtig. Generalforsamlingen afholdes sent på året, hvilket afspejler de seneste års forskudte generalforsamlinger pga. corona. Bestyrelsen tilstræber at kommende års generalforsamlinger afholdes tidligere, så vi kommer ind i normal gænge jf. vedtægterne. Bestyrelsen blev præsenteret og foreningens sekretær Steffen Jöhncke valgt som referent. Ved videre præsentationsrunde af de fremmødte konstateredes at 16 parceller var repræsenteret på generalforsamlingen (ud af 149).

Ad 2. Formanden nævnte i sin beretning at det første halvår fortsat var præget af corona, hvorfor to ud af tre bestyrelsesmøder i året blev afholdt online, og kun ét ved fysisk møde. Ud over den løbende drøftelse af vedligeholdelsen af vejene (se nedenfor) har vi været optaget af igangsættelsen af foreningens nye hjemmeside: Den er lavet af foreningens medlem Peter Wiwe, som takkes varmt for indsatsen. Den nye hjemmeside fungerer nu på den hidtidige webadresse (plgf.dk), hvor man finder oplysninger om foreningen og mulighed for tilmelding til mailliste, så man kan få tilsendt generalforsamlingsindkaldelser og evt. anden information. Medlemmerne opfordres til at tilmelde sig maillisten, da der i overensstemmelse med tidligere generalforsamlingsbeslutninger ikke længere kan forventes udsendelse eller uddeling af fysisk post. Medlemmer som ikke har adgang til email og internet bedes henvende sig til bestyrelsen og træffe særlig aftale.

Med hensyn til vejene har vi i årets løb modtaget påbud fra kommunen om udbedring af huller på Uraniavej, Saturnvej og Ledasvej, og vej-kontaktperson i bestyrelsen Martin Holm Jensen kunne oplyse, at reparationerne er foretaget. Der er ikke foretaget yderligere vejreparationer i der forløbne år, men der igangsættes løbende tilsyn og flere udbedringsopgaver forventes. Som drøftet ved tidligere generalforsamlinger har vi på særligt udsatte steder nogle tilbagevendende udfordringer med huller og render, der opstår og genopstår ved skybrud. Efter nedgravningen af fiberkabler havde entreprenøren efterladt en del af vejrabatterne i sørgelig tilstand; dette er tidligere blevet påtalt af bestyrelsen og efterfølgende konstateret udbedret – se dog videre om dette problem nedenfor.

Formandens beretning gav anledning til videre drøftelse af vejenes tilstand. Flere mente, at der var yderligere problemer efter nedgravningen af fiberkabler og kørsel med tunge køretøjer. Det er bl.a. på Solbakkevej og Præstelodsvej, hvor asfalten i siderne er knækket i stykker i klumper, som er efterladt opblandet med jord i rabatten, hvilket også har givet en smallere vej. Også de tidligere etablerede befæstninger af rabatten ved hjørnet af Solbakkevej / Præstelodsvej er ødelagt eller fjernet. Bestyrelsen tilkendegjorde at man vil se på det og om muligt komme efter OneFiber med krav om udbedring eller erstatning.

Der blev også peget på tilbagevendende ”problemsteder”, bl.a. svinget Carl Ståltrådsvej / Nymånedalen, hvor trafikken skaber en stadig større pukkel og hulning. Også det næstliggende t-kryds ved Carl Ståltrådsvej og Rolfsvej er et tilbagevende problem. En udfordring er her, at vi deler Carl Ståltrådsvej med nabo-grundejerforeningen, og skal aftale videre med dem.

Flere gjorde opmærksom på, at tung lastbilstrafik – både den gennemkørende og den med ærinde hos os – er et problem for vejene. Det er imidlertid kommunen og politiet, der regulerer det, ikke grundejerforeningen. Men det kan overvejes at lave anmodning til kommunen om en regulering / begrænsning.

Det blev desuden nævnt, at flere veje, bl.a. Nymånedalen, er præget af for hurtig kørsel, som støver i tørre perioder og skader vejen. Der blev spurgt til muligheden for at lave bump på vejen(e), hvilket gav anledning til debat om balancen mellem på den ene side let ujævne grusveje, som nedsætter hastigheden, og fine glatte veje som tilskynder til øget hastighed og er dyre at opretholde (hvortil kommer udgift til etablering af bump). Der syntes dog at være enighed om, at store huller – og andre problemer på vejene – skal udbedres, ikke mindst af hensyn til cykeltrafikken, som især er udfordret i den mørke tid.

Bestyrelsen tilkendegav, at det er dens hensigt at bruge af foreningens opsparing til en øget indsats for vedligeholdelsen af vejene i de kommende år.

Der blev spurgt til kommunikationen med medlemmerne, og bestyrelsen pegede på, at den ifølge vedtægterne foregår via hjemmesiden samt på mail ved tilmelding til adresselisten. Forventningen er, at den nye hjemmeside og adresseliste vil forbedre denne kommunikation fremover.

Formandens beretning blev efterfølgende taget til efterretning.

Ad 3. Regnskabets enkelte punkter blev gennemgået af foreningens revisor Trine D. Andersen. Der er et ”positivt resultat” (driftsoverskud), pga. lavere udgifter til vejvedligehold end forventet. Dette bidrager til foreningens opsparing, men der ventes øgede udgifter til vejene. Der er rettelig 149 parceller i foreningen efter seneste sammenlægning at to parceller.

Regnskabet blev herefter godkendt.

Ad 4. Budgettet gennemgås af formanden; som nævnt ovenfor skal antallet af parceller ændres til 149, og kontingentindtægterne tilsvarende. Det er hensigten at foreningens ”opsparing” skal gå til fortsat udbedring af vejene, og derfor opereres med et underskud på driften i det kommende år.

Budgettet gav anledning til fortsat drøftelse af vejenes tilstand og behovet for reparationer, og flere opfordrede til at igangsættelse af forbedringer af vejene. Formanden erklærede sig enig, men svarede også, at det er vigtigt at finde en balance mellem omkostninger og forventninger til vejenes vedligeholdelse i et sommerhusområde som vores.

Der blev spurgt til forholdet mellem løbende vedligeholdelse og mindre reparationer, som kan blive dyrere på lang sigt. Hertil svarede bestyrelsen, at denne balance også er vigtig, men at der findes visse strukturelle problemer med vandafløb på mange veje, som det kan være dyrt og vanskeligt at finde permanente løsninger på.

Budgettet blev herefter godkendt.

Ad 5. Der var ingen indkomne forslag.

Ad 6. Formand Jens Larsen og to bestyrelsesmedlemmer Per Sten Nielsen og Steffen Jöhncke blev genvalgt uden modkandidater. Der blev valgt to nye suppleanter: 1. suppl. er Torben Laursen, Nymånedalen 4; 2. suppl. er Vibeke Kølbel, Solbakkevej 11.

Ad7. Trine D. Andersen blev genvalgt som revisor, og Daniel Orth genvalgt som revisorsuppleant.

Ad 8. Der blev fremført forskellige spørgsmål / ærinder af fælles interesse.

Der blev spurgt til muligheden for at genindføre ordningen med årlig bortkørsel af haveaffald som lægges ud i rabatterne. Fordele og ulemper ved ordningen drøftedes, men bestyrelsen gjorde opmærksom på, at ordningen blev afskaffet ved en generalforsamlingsbeslutning (i 2014), primært efter afvejning af ordningens kvalitet, behov og pris, og en genindførelse vil kræve fornyet beslutning efter forslag til en generalforsamling. Medlemmer opfordrede til at undersøge muligheden for kompostering af haveaffald på egen grund, ligesom muligheden for indkøb af en fælles trailer i foreningen nævntes, samt hjælp til naboer med kørsel af haveaffald. Oplysning om tilbud om hjælp med kørsel af affald kan gives på vores hjemmeside; bestyrelsen modtager gerne information fra medlemmer herom. Andre nævnte en selvstændig facebook-gruppe som en mulighed.

Der blev rejst spørgsmål om trafiksikkerheden i vores område i form af problemer med oversigtsforhold ved visse vejkryds pga. generende beplantning. Det pegedes specifikt på udkørslen fra Præstelodsvej til Melbyvej, samt vestre side af Solbakkevej ved udkørsel til Præstelodsvej. Bestyrelsen har kompetence til at kræve beskæring af beplantning i sådanne tilfælde, fordi reglerne om oversigt overtrædes; det er dog kun i sidstnævnte af de to tilfælde, at de pågældende er medlemmer af foreningen.

Der blev efterlyst et bedre traktement til generalforsamlingen: ”I de gode, gamle dage fik vi kaffe, kage og øl – kan vi ikke genindføre det?”. Der var forslag om at skabe et aktivitetsudvalg i foreningen, der kunne se på dette og evt. andre tiltag; Vibeke Kølbel vil tage initiativ, hvilket blev modtaget med tak.

Endelig drøftedes den nye renovationsordning og ikke mindst de nye skraldespande, idet erfaringer, synspunkter og forslag blev udvekslet. Bestyrelsen gjorde opmærksom på, at renovationen alene er et anliggende for kommunen og den enkelte husejer, ikke for foreningen. De nye, talrige renovationsspande må ikke må stå i rabatterne, som er foreningens område – de skal placeres på egen grund efter kommunens forskrifter.

Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.