Referat af generalforsamling 18. juni 2023

Referat af generalforsamling i Grundejerforeningen Præstelodden, 18. juni 2023 kl.10 i Melbyhallen

Dagsorden ifølge udsendt indkaldelse.

  1. Valg af dirigent. Formand Jens Larsen valgt med applaus. Dirigenten konstaterer, at vi overholder vedtægternes bestemmelse om afholdelse af generalforsamlingen, og at den er varslet i tide ved meddelelse på foreningens hjemmeside 31. maj 2023. I øvrigt er der udsendt mails med indkaldelsen til alle tilmeldte på mailinglisten samme dato. Ved en præsentationsrunde af bestyrelsen og de fremmødte konstateres, at 14 parceller er repræsenteret på generalforsamlingen. Der er ikke indkommet nogen forslag til behandling på generalforsamlingen, andet end hvad der følger af tidligere års beslutninger (se pkt. 5 nedenfor).
  2. Formandens / bestyrelsens beretning. Der har ikke været de store aktiviteter i bestyrelsen bortset fra enkelte online-møder. Som vanligt knytter den eneste større opgave sig til vejene, og Martin supplerer med information om, at der – som vi kan se – er blevet foretaget en række vejreparationer i foråret, og at flere er undervejs. Vores faste entreprenør var kommet lidt bagud med visse aftalte reparationer, men har nu indhentet det aftalte. Der er også foretaget enkelte større forbedringer, bl.a. med asfaltering visse steder, hvor der har været tilbagevendende problemer. Vedligeholdelsen af vejene følger nu den tidligere aftalte plan. Martin understreger dog, at man er meget velkommen til løbende at kontakte ham eller den øvrige bestyrelse med observationer af problemer med vejene, så de kan tages i betragtning i reparationerne. Der prioriteres løbende, så man behøver ikke afvente generalforsamlingen for at gøre opmærksom på problemer.

Beretningen gav anledning til enkelte kommentarer / spørgsmål, bl.a. vedr. manglende reparation af hul i asfalten ved et af bumpene på Præstelodsvej. I øvrigt blev der gjort opmærksom på manglende opdatering af navne på bestyrelsessuppleanter på hjemmesiden.

Med disse kommentarer blev beretningen taget til efterretning.

  1. Regnskab for 2022. Formanden gennemgår regnskabets forskellige punkter under udgifter, indtægter og balance. Der var enkelte spørgsmål til regnskabet vedr. godtgørelse til bestyrelsen og tilgodehavende kontingent, som formanden besvaret. Regnskabet blev herefter godkendt uden indsigelser.
  2. Budget for 2023, herunder fastsættelse af kontingent for 2023. Bestyrelsen foreslår uændret opkrævning, dvs. årligt kr. 1.200 per parcel. Formanden gennemgår budgettets punkter. De fremmødte har ingen spørgsmål eller kommentarer til budgettet, som godkendes uden indsigelser.
  3. Forslag. Bestyrelsen fremsætter forslag om forlængelse af prøveordning for yderligere 2 år angående hønsehold, vedtaget i 2021. Martin fortæller om ordningen, at den følger kommunens regler; og at den kun omfatter helårsboliger i foreningen. Forslaget vedtages uden indsigelser.
  4. Valg. Valg af bestyrelsesmedlemmer: Anika Lydø Nylander, Siriusvej 15, og Martin Stuhr Holm Jensen, Siriusvej 4, genopstiller og genvælges uden modkandidater. Valg af bestyrelsessuppleant for 1 år: Vibeke Kølbel genvælges uden modkandidater. Det besluttes at nøjes med én suppleant i det kommende år. Valg af revisor og revisorsuppleant: Revisor Trine Degenkolv Andersen og revisorsuppleant Daniel Orth genopstiller begge og genvælges uden modkandidater.
  5. Eventuelt.
    1. Affaldsspande. Bestyrelsen videregav opfordring til samarbejde mellem naboer om at dele skraldespande for at nedbringe disses antal i vores område. Kommunen (Halsnæs Forsyning) har retningslinjer for deling af skraldespande – se nærmere på https://hnf.dk/affald/affald-fra-land-sommerhuse. Bemærk også tilmeldingsordning for afhentning af storskrald og farligt affald i de røde bokse. Bestyrelsen gør endvidere opmærksom på, at skraldespandene ikke må stå ude på rabatterne – de skal stå inde på egen grund og efter kommunens retningslinjer. Rabatterne skal være farbare (se nedenfor).
    2. Beskæring af beplantning ud til vejene. Der er forskellige steder problemer med buske og træer, der rager for langt ud over vejene – det giver bl.a. dårlig oversigt ved udkørsel fra Solbakkevej til Præstelodsvej. Bestyrelsen opfordrer generelt til at overholde reglerne om beskæring af beplantningen ud til vejene. Af grundejerforeningens regler fremgår det, at ”rabatterne skal være farbare i mindst 1 meters afstand fra vejbelægningen med en fri højde på 2,75 meter, idet frihøjden over selve kørebanen skal være på minimum 4 meter”.

 

Generalforsamlingen blev herefter afsluttet kl. 10:23.

Referat: Steffen Jöhncke, foreningens sekretær. Underskrevet af foreningens formand Jens Larsen.